Blog Image

Den danske COP14 blog

Hektisk afslutning

COP14 Posted on Thu, December 11, 2008 22:43:41

Det kan godt være, at der var en kogende stemning i konferencecentret i går, men i dag steg temperaturen yderligere, og gryden kogte ikke bare – den råkogte. Pressen var på mærkerne fra morgenstunden for at dække den lange talerrække i den store konferencesal, hvor alle landenes ministre var på talerlisten. Midt på eftermiddagen gik Klima- og Energiminister Connie Hedegaard på talerstolen og høstede 10 minutter senere store klapsalver.

Blog Image

Blog Image

Og et kvarter efter var, der nærmest tumultagtige scener ude i udstillingsområdet, hvor ministeren stillede op til interview for de mange pressefolk.

Blog ImageBlog ImageBlog Image

I morgen formiddag pakker vi sammen, og noget af eftermiddagen i dag er gået med at tage afsked med de mange herlige naboer i vores konferencegade. Vi håber alle at se hinanden igen til COP15 i København. Det har været meget lærerigt, at deltage i COP14, men også hårdt. 12 intensive og lange dage, hvor vi har været på fra tidlig morgen til sen aften trækker på energien, og jeg må indrømme, at jeg her i aften er træt helt ind i knoglerne. Det skal blive godt med en lang nattesøvn, inden vi slutter af i morgen og først på eftermiddagen starter bilen igen og kører til København.



Pris for at spænde ben

COP14 Posted on Thu, December 11, 2008 22:29:31

NGOerne er meget synlige i landskabet her på konferencen med indslag og en retorik, som tiltrækker opmærksomheden. Her er noget, som kan smøre smilebåndet, men også noget som kan sætte de små grå i sving og mane til eftertanke. Vi møder mange steder symbolet på klimaforandringerne – isbjørnen. Det stolte og stærke dyr, som hersker i den arktiske natur, er sat på en prøve her.

Blog Image

Blog Image

Hver dag klokken 18:00 kan vi fra standen høre tonerne af det pompøse musiktema til filmen ”Jurassic Park”. Musikken kommer fra en NGO stand længere nede af gaden, som bærer skiltet ”Fossil of the Day Award” Her uddeler Climate Action Network – forkortet Can hver dag en pris til de lande, som de mener, har gjort mest for at spænde ben for fremdriften i klimaforhandlingerne. Can er en paraplyorganisation for mere end 400 NGO organisationer i hele verden, og de følger løbende forhandlingerne og stemmer hver dag om, hvem der skal hænges ud med en ”Fossil og the Day” pris.

Prisuddelingen er et større tilløbsstykke, og den foregår i bedste Oscar stil med to velklædte konferencier. Fossil hentyder til fossiler brændsler og på podiet foran scenen står priserne udstillet. Førsteprisen – for det værste benspænd er en dinosaurus på en lille piedestal og anden og tredjeprisen er henholdsvis et stykke kul og en olietønde ligeledes monteret på en lille søjle.

Blog ImageBlog Image Blog Image

Prismodtagerne er unge NGOer fra de pågældende lande, og efter de har modtaget deres statuetter, synger alle ”Fossil of the Day” slagsangen, hvis tekst er skrevet med store bogstaver på en søjle.

Billederne er fra ”Fossil of the Day” prisuddelingen tirsdag den 3. december 2008, hvor Kuwait fik tildelt tredjeprisen, og Japan tog både første- og andenprisen.

Blog Image

Blog Image



Rene polske biler

COP14 Posted on Thu, December 11, 2008 14:49:34

Verden er lille. Eller har i hvert fald meget fælles. På den anden side af gaden fra hotellet, hvor de fleste danskere bor, ligger et kæmpe indkøbscenter, bygget over samme skabelon som i resten af verden. På øverste etage af dette polske etablissement kan man vælge at spise på Kentucky Fried Chicken, PizzaHut eller en café med det fransk-klingende navn Le Bistrot, hvor der serveres italiensk mad. Alt imens man lytter til den obligatoriske muzak for årstiden, som f.eks. britiske Chris Rea’s 20 år gamle drivende sentimentale ”Driving home for Christmas”.

Ude i Poznan’s gader, er der en masse polakker, der er i færd med at køre. Ikke nødvendigvis hjem til jul, men kører, det gør de. Bilerne er de samme som hjemme i Danmark, dog med en overvægt af tysk-producerede og lidt større biler, og et fravær af de mini-biler, der i de senere år har opnået en pæn -markedsandel i Danmark. Der er ikke skyggen af en overlevende Polski Fiat eller Lada fra de grå Øst-dage. Så røg den fordom.

Udenfor Poznan International Fair, som konference-centret hedder, holder der også en masse store biler. Det er nogle ordentlige flydere, beregnet til ministre og andet godtfolk, og på siden er der med kæmpe typer skrevet CLEAN ENERGY. Det er BMW’er af modellen Hydrogen 7, og som navnet mere end antyder, er de drevet af brint. Det fremgår dog ikke, hvad brinten er lavet af, og derfor ikke, hvorfor de er særligt ”clean”. Som de fleste klimanørder vil vide, er brint blot en energibærer, ligesom elektricitet er det. Så om de brint-drevne biler er særligt ”rene” eller ej i forhold til deres påvirkning af klimaet, afhænger af, hvordan brinten er fremstillet.

BMW Hydrogen 7 er efterhånden en model med nogle år på bagen. Den er fra dengang – for få år siden – hvor alle troede, at brint var fremtidens løsning på transportområdet. Inde i konference-centret mener de fleste eksperter i dag, at el-biler er en bedre løsning, bl.a. fordi el-biler er lettere at integrere i den eksisterende energisektor, og fordi effektiviteten er bedre.

Det bliver spændende at se hvilke limousiner, det danske formandskab for næste års COP i København, fremskaffer til den lejlighed.

Blog Image

Opel Flextreme

Blog ImageBlog Image BMW Hydrogen 7

Blog Image



Connie kiggede forbi

COP14 Posted on Thu, December 11, 2008 01:09:36

Blog Image

Lige fra morgenstunden i dag den 10. december har der været en særlig intensiv og hektisk stemning her i konferencecenteret. Vi kunne med det samme mærke, at der skete noget særligt. Og vi fik hurtig svaret, da vi spottede vores egen Klima- og Energiminister Connie Hedegaard i sikkerhedskontrolen ved indgangen.

Ministrene er ankommet, og i halen på dem er der et større opbud af pressefolk. Der skal nu laves aftaler, og embedsmændene har så travlt som aldrig før med at orientere og servicere de politiske overhoveder. Og pressen har travlt med at støve historier op og finde embedsmænd og politikere, som kan give dem en kommentar til forhandlingerne.

Blog Image

Midt på eftermiddagen fik vi besøg af ministeren i standen, hvor vi alle fik en kort snak med en smilende Connie Hedegaard. Og i formiddags kiggede det grønlandske landsstyremedlem for Infrastruktur, Miljø og Råstoffer – Kim Kielsen forbi. Ja rent faktisk startede politikernes inmarch i går aftes, hvor vi i standen fik et kort besøg af Folketingets Miljø og Planlægningsudvalg.

Vi er meget glade for den opmærksomhed og interesse, som deltagerne i konferencen viser for vores præsentationer og tilstedeværelse.